| 3D Sikkerhed - nyt produkt eller hvad? |
|
Det ellers udmærkede Check Point Software Technologies har lanceret en "ny vision" for gennemgribende sikkerhed: 3D, hvor sikkerhedspolitik, brugere (formulering af del-politikker, undervisning og hændelseshåndtering) og teknisk understøttelse er definitionen af de hovedområder som udgør denne ny vision. Et software-produkt R75, er det første i rækken af nye produkter, som skal understøtte denne vision. Check Point er traditionelt mest kendt for gode og fleksible firewalls både hardware og software (ZoneAlarm, f.eks.). Det er naturligvis godt, at en hardware/software leverandør også er opmærksom på de meget væsentlige områder som IKKE dækkes af nye sikkerheds-appliances, firewalls og andre tekniske løsninger. Ingen kommer uden om, at ledelsens engagement, politik(ker), sikkerhedsprocedurer og så involvering af slutbrugerne er helt nødvendige dele af en velfungerende organisation. Det har altid været tilfældet og er bestemt ikke nyt. Når man går lidt tættere på, er der tale om et produkt, som kan indgå i en god og omfattende sikkerhedsimplementering - ikke til arbejdet med politikker, procedurer og risikovurderinger. Nu er der bare kommet en virkelig smart label på - og "3D" er jo højaktuelt, i hvert fald i biografen og fjernsyns-verdenen. . . Hvis dette kan være medvirkende til at sætte fokus på de 3 nødvendige grundelementer, er det fint nok - næste logiske skridt er så, at foretage en GAP-analyse og en handlingsplan for en rationel opfølgning på den samlede og relevante sikkerhed, ikke blot nye produkter. |
